Sightseeing i Paris – Dag 3 og 4

Når Niels og jeg rejser sammen, ender vi som regel med at gå den pågældende destination tynd, fordi vi har erfaret at det er den måde man oplever mest på. Selvfølgelig tager vi også metro, men vi går også enormt meget. Vi havde forberedt vores sightseeing i Paris hjemmefra, så vi ikke ville gå glip af noget. I Paris, havde vi på de sidste dage planer om at se Triumfbuen, Katakomberne, spise kage på Sugarplum og se Notre Dame. Som sagt så gjort, og her er lidt om vores tirsdag i Paris.

Triumfbuen

Metro station: Charles de Gaulle-Étoile

Husk at man kan komme under gaden, så man ikke skal løbe zig-zag i den mangesporede rundkørsel. Vi gav omkring 10 euro for os begge, da der var special pris for unge under 25 samt rabat med metrokort. Turen op ad er ikke for klaustrofober og dårligt gående – men der er vidst en elevator, til dem der har behov for det. Udsigten var enormt smuk, og det var skægt at se alle de “selfie-stænger” som de asiatiske turister brugte til at tage billeder på lokationen.

Udsigt fra Triumfbuen

Katakomberne

Metro station: Denfert-Rochereau (Lige når man kommer op ad trappen)

Okay. Vi ankom 10.17 og kom ind til billetsalget 13.35. Det er over tre timer i kø! Vanvid. Men kender I det, at man stiller sig i kø og tænker: “Vi ser lige, hvor hurtigt det går” og efter en time tænker man: “Jeg venter lige lidt længere” og efter to timer, vil man have noget ud af sin ventetid. Jeg var selv ret skræmt over at skulle ned under jorden og gå i smalle gange (yay…) men hvad gør man ikke for sin søde forlovede. Vi gav 10 euro for Niels og 8 euro for mig, så rundt regnet 134,- for os begge, hvilket jeg synes er helt fair. Oplevelsen var lange, smalle gange i svag belysning og i slutningen af turen, lange brede gange med oceaner af menneskeknogler. Creepy much. Hvis man har galoperende klaustrofobi, skal man måske vælge en attraktion med lidt mere plads 🙂

Katakomberne knogler

Sugarplum

RER tog: Linje B, stå af ved Luxemborg 

Jeg elsker at opleve hyggelige kagecaféer, men i Paris har de som regel kun Croissanter og Pain au Chocolat, og det bliver kedeligt i længden. Derfor havde jeg søgt på forhånd, og fundet Sugarplum. Vi blev mødt af et fint udvalg af både gulerodskage, S’Mores stykker, cupcakes og cheesecake, og en, til at starte med, rigtig sød og informerende ekspedient, som dog var let at fornærme. I Danmark er en flat white og en café latte ikke det samme. Jeg bestilte en café latte hos ekspedienten, som sagde, at hun ville lave mig en flat white, da det var det samme. Jeg tænkte, fint fint – ingen problem, men smilede og sagde, at det var skægt, for det var ikke det samme i Danmark. Så blev hun bare fornærmet og kastede rundt med servicet, imens hun sladrede på fransk til sin kollega, alt imens de gloede på os. Tak for en mellemfornøjelse oplevelse. Kagen var ikke speciel, men den var ganske udemærket.

Sugarplum i Paris

Saint-Nicolas du Chardonnet

23 Rue des Bernardins, 75005 Paris

Vi besluttede at gå fra Sugarplum kaffebaren ned til Notre Dame i stedet for at tage metro. Vi gik igennem skønne, lokale gader, der som alle andre steder i Paris var spækket med caféer og restauranter – dem har de seriøst mange af. På turen mod Notre Dame kom vi forbi en meget smuk kirke, og vi besluttede at kigge ind. Ligesom Sacre Coeur var den nemlig åben, så man kunne opleve den, eller bede, hvis det var det man havde behov for.
Hold op den var smuk. Den ro, som hviler sådan et sted er uvurderlig. Jeg er dybt facineret af de små altre, som har plads hele vejen rundt i kirken, hvor man kan tilbede forskellige helgener. Det er smukt at se, hvordan folk fordyber sig i deres tro og trods turister og andre godtfolk sidder stille og roligt med dem selv og deres bøn. Kæmpe respekt for det.

Notre Dame Katedralen

Da vi kom til katedralen var køen lang, men den er i konstant bevægelse, og katedralen er kæmpe, så det tog ganske få minutter før vi var inde. Det er gratis, og en oplevelse, som man ikke må snyde sig selv for. Lige som Saint-Nicolas du Chardonnet kirken, var det breath taking at se de kæmpe hvælvinger og smukke udsmykninger. Man kan også tænde et lys i en af krogene, og betale det man synes er rimeligt.