Granola – opskrift på honningristet müsli

Jeg veksler imellem flere forskellige ‘retter’ til morgenmad. For tiden er det for eksempel glutenfri havregrød på minimælk med dulche de leche (karamel), hakkede æbler og hakkede mandler samt et drys kanel Også hakkede æbler med A38 og speltmüsli og kakaonibs er favorit. Sidste skud på stammen er hjemmelavet granola, som blot er en fancy ord for honningristet müsli. Det er så let at lave, og det smager skønt. I skal da have opskriften – selvom den er noget flyvsk og tilfældig 🙂

Hjemmelavet granola

Jeg har de sidste par gange gjort cirka således:

½ dl græskarkerner
1 dl 5 kornsflager/speltflager/rugflager/havregryn (Eller en god blanding!)
1 dl ristede solsikkekerner
1 håndfuld hasselnødder, gerne delt i halve
3 spsk honning

Rist først solsikkekernerne af på panden – det giver en nøddeagtig smag. Tag dem af, og kom honningen på panden og hæld alle ingredienserne undtagen hasselnødderne på. Rør godt rundt i nogle minutter indtil det har en gylden farve. Cirka ét minut inden det er færdigt hældes hasselnødderne på og der røres. Hæld granolaen ud på et stykke bagepapir og lad køle. Når det er koldt er det lidt klumpet, så her kan man mase granolaen så det bliver mere løst. Opbevares i en lufttæt beholder.

Hjemmelavet granola