Rejsetips til Los Angeles

Vores bryllupsrejse varede intet mindre end 14 dejlige dage i det solrige Californien. I kan se vores rejseplan her, og nu vil jeg så forsøge at highlighte de bedste oplevelser, i alle de byer vi besøgte. Vores første stop var Los Angeles.

Vores rejsetips til Los Angeles

Vi boede i Studio City i Los Angeles, som ligger syd-øst for Van Nuys og lige vest for Universal City. Vi havde booket et værelse i et stort hus via Air BnB, og det fungerede bare super godt. Det var lækkert at have adgang til køkken, så vi kunne lave morgenmad når vi vågnede og smøre madpakker med vores medbragte rugbrød hjemmefra.Vores lokation var genial, og her fra kunne vi køre til alle vores aktiviteter plus vi boede et stenkast fra Ventura Blvd. som huser diverse kaffebarer og restauranter i gåafstand.

Los Angeles

Vi lavede havregrød med hakkede æbler, mandler og karamelsauce til morgenmad og spiste ude ved poolen i haven, hvor vi boede.

Desert Hills Premium Outlets

Den første hele dage vi havde i Los Angeles brugte vi på at køre til Palm Springs, hvor vi på nettet havde fundet en outlet vi gerne ville besøge. Køreturen fra Studio City var noget længere end vi havde forventet, da trafikken i Los Angeles er HÅBLØS. Alle seks (!!) vejbaner på freeway’en holder simpelthen stille op til flere gange på sådan en køretur, men vi nåede målet og havde en skøn dag derude. Vi brugte særligt lang tid i Calvin Klein, Marc by Marc Jacobs, G-Star Raw og Steve Madden. De har enormt mange gode butikker derude, og det er helt sikkert et besøg værd.

Universal Studios Front of the Line billet

Universal Studios Front of the Line billet og en tur på Wisteria Lane

Universal Studios Los Angeles

Besøget i Universal Studios var vel planlagt, da vi allerede kendte til konceptet fra vores tur til Florida i 2012. Dengang var besøget præget af frustration over de lange kø ventetider og det faktum, at man havde betalt så mange penge for nothing fordi vi gik hjem hurtigt igen, da vi ikke gad de der 45 minutters køer. MEN. Denne gang havde vi på forhånd køb billetter på nettet, og valgt “Front of the line” billetterne. De kostede omkrnig 1000,- stykket sammenlignet med de 645,- det ellers ville koste. Det er mange penge, men hold nu op det var godt givet ud. Vi strøg direkte ind i forlystelserne i stedet for at stå op til en time i kø for at komme ind. Vi havde en fantastisk dag med både attraktioner og Studio Tour, hvor vi kom bag om Universal Studios og ind til kulisserne på Desperate Housewives, War of the Worlds og alle mulige andre film, der var lavet der. Det var SÅ godt!

Chinese Theater

Chinese Theater

Hollywood Highlands,  Walk of Fame & Hollywood skiltet

Vi ville gerne se “stjernerne i fortovet” samt det famøse skilt med de 9 bogstaver, og det skulle vise sig at være to fluer med ét smæk. Vi kørte nemlig til indkøbscenteret Hollywood & Highland og parkerede bilen ganske billigt. Det er et mall med en masse lækre butikker, som ligger med udgang direkte ud til Walk of Fame. Efter lidt frokost, en iskaffe og lidt shopping i Victorias Secret gik vi ned på walk’en, og det var altså ret skuffende. Jo jo, der var stjerner i fortovet, men det er altså et ganske smalt og helt simpelt fortov på en helt almindelig gade. Vi gik hen til Chinese Theater og fandt ud af, at mine og Meryl Streep’ hænder matcher. Hurra! Vi undrede os over, at der var så mange mennesker, som stod på en gangbro og kiggede i samme retning allesammen. Vi gik op og kiggede, og spottede straks Hollywood skiltet. Vi havde ellers planlagt at køre til Griffith Observatory og se det der fra, men den tur blev slet ikke nødvendig, for vi havde fint udsyn til skiltet fra centeret. Win win.

Los Angeles

Hygge på Antonios og udsigt til Hollywood skiltet fra Hollywood & Highland centeret

Restauranter i Los Angeles

Vi spiste en aften på Antonios Pizzeria, som ligger på Ventura Boulevard, og som var i gåafstand fra vores hus. Vi havde fundet den på nettet, og gik derned ved en 18-tiden. Det er en af de hyggeligste restauranter jeg nogensinde har besøgt. Der var hvid/rødternede duge på bordene og lækre italienske retter på menuen, til en god pris. Vi fik deres mojitos til dessert, og for kun 8$ fik man et kæmpe glas med lækker, lækker mojito. Det var en kanon oplevelse, og den får en varm anbefaling her fra. Vi spiste hjemme en enkelt aften, bestilte take-out en anden aften og var en tur på en restaurant med live jazz, som var enormt hyggelig, men maden var elendig, så den er ikke værd at skrive hjem om.