Ting til brylluppet #4

Så blev det tid til fjerde indlæg med vores herlige ting til brylluppet. Den store dag nærmer sig med hastige skridt – nu er der under fire uger tilbage, og vi glæder os SÅ meget. Det er faktisk svært at rumme, at glæde sig så meget! Alt det man har gået og planlagt og set frem til skal snart kulminere på ganske få timer – vi forstår det slet ikke. Pyh. Nå, men i dag vil jeg vise jer vores seje bordnumre i træ samt vores lærred, som skal stå ved danseskoene.

Bordnumre i træ til bryllup

Vi har købt de fineste, enkle og stilrene bordnumre i træ til at have stående på de forskellige borde, så folk nemt kan finde deres plads ud fra bordplanen. Vi fandt dem på Ebay her, og de kom efter næsten fire uger. Som I nok har opdaget har vi været RET glade for Ebay og Etsy i den her bryllupsplanlægning – man kan bare få så mange fine sager! 🙂 Bordnumrene kostede en 5’er pr. styk. og der var fri fragt.

Lærred til bryllup

Det her lærred, er vi SÅ vilde med. Vi syntes, at ideen om at stille et par flade sko til rådighed for pigerne med høje hæle var en super god idé, når dansegulvet åbnes og så faldt vi over dette skilt på Etsy. Det var lige til download som PDF og herefter fandt vi et sted på nettet, hvor vi fik det printet på lærred, så det er super lækkert. Jeg tror vi gav omkring 50,- for at downloade billedet, men omkring 400,- for at få det printet på lærred. Avs! Men flot er det. Så har vi købt nogle flade, billige sko, som skal stå i en kasse ved skiltet, så man kan passe på sine ømme stilet-fødder.