About Mette Vinther

http://www.mettevinther.dk

Posts by Mette Vinther:

Isa Dora Posh Peach

Jeg har shoppet i dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel i formiddags, hvilket gjorde, at jeg slugte mine morgenmad og morgenkaffe lidt hurtigere, for at komme ud og suge d-vitaminer. Jeg har vandret lidt rundt i Århus i formiddags og nydt solen, samt shoppet lidt i Magasin, nu hvor der var -20% på beauty afdelingen. Jeg hapsede et par neglelakker, to fra Isa Dora og én fra Depend, som jeg kan bruge til at stampe med. Der ud over blev der shoppet en ny Serum fra Codage, som Anette ovre fra Beautyspace har tippet om – den må jeg prøve. Slutteligt købte jeg en primer og pensel fra MAC, som jeg har sukket efter siden vi var i New York. Havde dog en jeg skulle have brugt op, men det er nu gjort og en ny er flyttet ind.

Isadora Posh Peach

Isadora Posh Peach

Isa Dora Posh Peach er en smuk ferskenfarvet lak, som passer perfekt til det danske forår. Jeg glæder mig til at lave smukke mani’er med den. Lavede lidt gradient med en hvid Essie og stampede med en metallisk lak fra Depend og en Bridal plade fra MoYou.

Kom til foredrag med Anja fra DINNødhjælp

Kender I Anja og hendes skønne unger? Anja Lovén er stifteren bag DINNødhjælp, som blev grundlagt i 2012 efter Anja med egne øjne havde set Afrikas fattigdom samt den store mængde børn, der hver dag lever i sult og kummerlighed. Man kan ikke redde hele verden, men med denne organisation har Anja taget fat på en gruppe børn, der i Afrika betegnes som “heksebørn”. Det er børn, som er udstøt af deres familier og landsby, fordi der har været sygdom eller anden skæbne i familien, og de er gjort til syndebukke. Anja har dedikeret sit hjerte til at hjælpe disse børn ved at oprette sit eget børnehjem, et par år efter hun har rejst til Nigeria og arbejdet med børnene på et center, der tog sig af dem dengang.

Anja fra Dinnødhjælp

Foran børnehjemmet vejer flere flag – også det danske, da det jo er danske Anja, der står bag det hele. Anja gør dog ikke det hele selv, og bag hende står en masse frivillige sjæle i Danmark, der hjælper med administrationen af organisationen. Ingen får løn, hvilket gør at hver eneste øre der doneres til DINNødhjælp går ubeskåret til børnene og dagligdagen på børnehjemmet i Nigeria. Det er grunden til at jeg støtter Anja. Jeg er glad for, at man kan se hvad pengene går til og er ydermere glad for, at Anja personligt rejser ned med pengene således, at de ikke kommer i forkerte hænder. I Nigeria har Anja et skønt team af ansatte, der hver eneste dag passer på børnene og sørger for, at de får mad. De skal naturligvis aflønnes, hvilket nogle af de donerede penge også går til, såfremt der ikke er fundet en fast sponsor til medarbejderens løn.

Dinnnødhjælp3

Pengene, der doneres til DINNødhjælp går til mad, ting til hjemmet, skolegang, tøj, medicin og behandlinger samt socialt samvær for de unge. På billedet ovenfor ses det vandtårn der er sat op, så børnene kan få rent vand. På det, er der sat lys op, så man altid kan se, hvem der færdes omkring børnehjemmet – sikkerheden er i højsædet. Der er ydermere købt senge ind til det nye børnehjem, så børnene kan ligge godt, når de går til ro.

Dinnnødhjælp2

Kom til foredrag

Jeg har arrangeret et foredrag med Anja, som afholdes d. 14. april kl. 19.00 på Mølleskolen i Ry (ligger ved Silkeborg/Skanderborg) så hvis du bør i nærområdet, eller er frisk på at komme til Ry, har vi en spændende aften klar til dig. Det koster 45,- for at komme ind, og der sælges lækker hjemmebagt kage, som leveres af Kageministeriet (Ja, det er også mig – hehe) og alle pengene går selvfølgelig til DINNødhjælp. Der kan betales med kontanter eller Mobilepay, alt efter hvad man er til, men der tages ikke DANkort.

Tilmeld dig eventet på Facebook her. Kommer du? 🙂

Bryllupsrejse – men hvorhen?

All right, jeg vil gerne skrive om vores bryllupsplanlægning. Så er det sagt. Det er så hyggeligt at gå og blive inspireret til den store dag, og se hvordan tingene lige så stille tager form. Kjolen er købt (yay!) hos Kennedys, og den er på vej fra det store udland hjem til mig, så den kan blive rettet til. Stedet for festen er jo valgt, vi spiste brunch der for nyligt, og kirken er Ry Kirke, hvor jeg er døbt og konfirmeret. Derfor, er de ‘store’ rammer på plads og vi kan nu nusse om detaljerne. I dag har vi bestilt ringe. Niels skal have en ring fra Saint Maurice i palladium (et meget let og budgetvenligt materiale) og jeg genbruger min ‘kæreste-ring’ som jeg fik på vores 2-års dag for snart fire år siden, da jeg er så glad for den og med en lille transformering, vil den være den perfekte vielsesring.

Honeymoon destination

Vi er meget splittede omkring bryllupsrejsen. Vores oprindelige ferieplan før frieriet i Paris var en tur ned langs USA’s vestkyst i bil, hvilket vi længe har drømt om. Med bryllup til efteråret syntes vi dog ikke det kunne forsvares at bruge penge på sådan en tur, da vi hellere ville bruge dem på selve brylluppet og den efterfølgende honeymoon selvfølgelig. Det ændrer dog ikke på, at vi stadig drømmer om vores roadtrip ned igennem landet, hvorfor vi overvejede, at det da sagtens kan gøre det ud for en bryllupsrejse? Hvis vi nu krydrede det med en afstikker til Hawaii, som “kun” er fem timer væk, ville det jo være et rent eventyr. Men åh! Har siddet og googlet lidt rundt, hvor jeg særligt har kigget på nedenstående destinationer. Er der nogen, som kan anbefale eller fraråde nogen af dem?

Bryllupsrejse idéer Bryllupsrejse idéer

Ak ja. Det ser så smukt ud alle stederne! What to do?

Granola – opskrift på honningristet müsli

Jeg veksler imellem flere forskellige ‘retter’ til morgenmad. For tiden er det for eksempel glutenfri havregrød på minimælk med dulche de leche (karamel), hakkede æbler og hakkede mandler samt et drys kanel Også hakkede æbler med A38 og speltmüsli og kakaonibs er favorit. Sidste skud på stammen er hjemmelavet granola, som blot er en fancy ord for honningristet müsli. Det er så let at lave, og det smager skønt. I skal da have opskriften – selvom den er noget flyvsk og tilfældig 🙂

Hjemmelavet granola

Jeg har de sidste par gange gjort cirka således:

½ dl græskarkerner
1 dl 5 kornsflager/speltflager/rugflager/havregryn (Eller en god blanding!)
1 dl ristede solsikkekerner
1 håndfuld hasselnødder, gerne delt i halve
3 spsk honning

Rist først solsikkekernerne af på panden – det giver en nøddeagtig smag. Tag dem af, og kom honningen på panden og hæld alle ingredienserne undtagen hasselnødderne på. Rør godt rundt i nogle minutter indtil det har en gylden farve. Cirka ét minut inden det er færdigt hældes hasselnødderne på og der røres. Hæld granolaen ud på et stykke bagepapir og lad køle. Når det er koldt er det lidt klumpet, så her kan man mase granolaen så det bliver mere løst. Opbevares i en lufttæt beholder.

Hjemmelavet granola

TREDJE vinder trukket – kom frit frem, søde vinder..

Har desværre hverken hørt fra 1. eller 2. søde læser, som blev udtrukket som vinder af den lækre Moroccanoil hårkur fra Hair247. Jeg går stærkt ind for, at mine konkurrencer er for dem, som er, eller ønsker at være, faste læsere af bloggen, og derfor forbeholder jeg mig altid retten til at trække en ny vinder, hvis jeg ikke hører fra vedkommende indenfor 48 timer. Begge tidligere vindere stod i 48 timer hver, så nu prøver vi med en tredje. Er tredje gang ikke lykkens gang?

Tredje vinder

TILLYKKE MIE! Er du ikke sød at skrive til kontakt@mettevinther.dk så du kan få tilsendt din præmie? 🙂

Vin til maden

Jeg har fået tilsendt en kasse vin af Tastersbox, som er en hjemmeside, hvor du kan bestille en månedlig kasse vin, indeholdende fire flasker. Hver måned er der et tema, hvor vinene passer ind under, og her i januar var temaet “Italien”. Medfølgende boxen er der, ud over vinene, også et Tastersmagazine, hvori der er opskrifter, som passer til hver enkelt vin. I denne måned fik man også en lille pumpe med, som kan tage ilten ud af flasken, hvis man skal gemme den til dagen efter.

Barolo

I januar kassen var der tre røde vine og én hvid, dessertvin. Jeg har kun smagt én ud af de fire indtil videre, da vi ikke har haft så meget tid til at lave god mad og nyde et glas vin på det sidste. Jeg lavede en lækker cuvettesteg med sweet potatomos og kantarelsauce (M U M S!) og hertil fik vi den Barolo, som var med i kassen. Vi har ikke drukket Barolo før, men kunne faktisk godt lide den. Ikke en vin, som vi vender tilbage til, da vi er mere til f.eks. Ripasso – som der også var en flaske af i kassen. Det er en gammel kending her hos os, så den glæder vi os til at åbne.

Tastersbox

Er kassen prisen værd?

Det koster 399,- at abonnere på en sådan kasse inkl. fragt. I følge Tastersbox er der for 530,95,- i kassen, og man sparer således 131,-. Personligt synes jeg ikke, at det er besparelse nok til, at jeg vil “satse” på, at vinene er noget for mig. Jeg har søgt lidt rundt og fundet, at et par af vinene individuelt kan købes billigere end listet på hjemmesiden, så hvis man er til én bestemt slags er det nok billigere i længden at købe det man aller bedst kan lide. Men har man råd til overraskelse, og ikke har noget i mod, at andre vælger ens vine, er det super 🙂

Brunch på Varna Palæet

Vi skal jo holde vores bryllupfest på Varna Palæet i Århus, og det glæder vi os usigeligt meget til. Vi har kigget på menuer, og været derude til bryllupskagesmagning, samt gået forbi et par gange bare lige for at kigge på det smukke sted. For smukt, det er det altså. De har et koncept de kalder “Varna Brunch”, som vi har luret lidt på, og som flere har fortalt skulle være sublimt. Vi havde også hørt, at mange delte den opfattelse, og at man derfor skulle være ude i god tid. Vi bestilte derfor for længe siden et bord her til 1. februar og tog derud til kl. 10.30. Jeg er lidt en yogurt-müsli-hvidt-brød-med-nutella-brunch-type og er derfor altid lidt skeptisk ved at smide penge for en buffet, hvor jeg ikke spiser halvdelen. Dette blev dog gjort til skamme.

Varna Brunch

Hele herligheden kostede 295,- pr voksne næse, og inkluderet var appelsin juice, æble juice, vand og kaffe ad libitum. Brunch buffeten havde et væld af brød, herunder palæo rugbrød, mørkt rugbrød, rundstykker, knækbrød og croissanter hvorpå man kunne smøre marmelader, oste og tage pålæg på. Mums! Særligt fan var jeg dog af deres Thise Skyr med müsli og frugtpuré – det smagte SÅ godt. Også deres oksecarpaccio med parmesan var skøn. Jeg fik smagt lidt af det hele, dog lod jeg Niels om diverse oste, som han var ret vild med.

Varna Brunch

Tjek det lige ud, er det ikke smukt?
Af kager var der brownies (de runde) og krydderkage med topping. Det er så gennemført til mindste detalje, hvordan de pynter noget så simpelt som et stykke krydderkage. Jeg synes at prisen var super fin, når man tænker på, at man hurtigt kommer til at betale 45,- for et glas juice på en café, og så er det ikke engang refill. Vi havde en rigtig dejlig oplevelse på Varna i dag, i skønne omgivelser og personalet var også så søde. Vi glæder os allerede til næste gang, og selvfølgelig også til vi rammer september, og vi skal holde vores helt egen særlige fest derude. Stor anbefaling her fra!

Vinder af Moroccanoil hårkur

Tusind tak til alle jer, der har deltaget i min giveaway. Det var helt overvældende med så mange! Og tusind tak til Hair247 for at sponsorere præmien. Velkommen til alle jer nye – jeg håber, at I vil finde bloggen spændende og nyde at følge med 🙂

Restorative Hair Mask - Moroccanoil

Jeg har trukket en vinder via random.org som pegede på kommentaren fra Camilla:

Vinderen

Stort tillykke til dig, Camilla – send mig en mail på kontakt@mettevinther.dk fluks, så får jeg Hair247 til at sende dig din præmie.
OBS. hører jeg ikke fra vinderen indenfor 48 timer, trækker jeg en ny. Ny vinder er trukket, da jeg ikke hørte fra Camilla. 

Gasolin Teaterkoncert

“This is my life”, “Kvinde min”, og “Rabalderstræde” var alle hits, som var med i Gasolin Teaterkoncert, som jeg så sammen med familien på Aarhus Teater torsdag d. 29. januar. Vi fik billetterne i julegave af min lillebror og hans kæreste, så vi har haft lang tid til at glæde os, og spekulere på, hvordan sådan en omgang mon løber af stablen. Jeg vidste helt ærligt ikke, hvad jeg kunne forvente, at Cederholm og Bjerkø havde klar til os; et skuespil skrevet over sangene eller hvad….? Vi blev klogere.

Gasolin teaterkoncert

Foto: Isak Hoffmeyer

Som BT også bemærker i en artikel, skal man godt ind i showet før det tager fat. I starten var jeg meget skeptisk, og fattede ikke helt hvad der foregik. Det var mere underligt, end det var fedt.  Det vendte dog hurtigt, og jeg må sige, at brikkerne faldt på plads for mig. Brugen af lys og udnyttelsen af scenen var rigtig god med metal rør på siderne, der kunne bruges til at sidde og kravle på og huller i gulv og loft, hvor folk kom igennem fra i tide og utide. Skuespillerne havde sorte stykker tøj på, og udtrykte alle noget forskelligt – også med deres mimik med både ansigt og krop. Selv når de ikke var “på” var de i høj grad på. Der var ingen replikker, og alt foregik igennem fortolkningen af Gasolins folkekære sange – nogle fortolkninger heldigere end andre. Personligt var jeg vild med “This is my life” som var tilført en god portion vrede/frustration samt en tyk irsk accent. Det var fantastisk! Sommetider er det godt at komme ud og opleve noget, som man ikke nødvendigvis havde valgt selv. Jeg synes i hvert fald, at det var en spændende oplevelse og fed opsætning.