Nul point til Sophiendal Gods’ julekagebord

Igen i år har Niels og jeg givet hinanden adventsgaver. Det er så hyggeligt! Jeg synes jo selv, at jeg er rasende nem at finde på små, søde gaver til, men Niels der i mod…. hvad gør man? Ind til videre har han fået julepynt til træet med bryllupsbilleder på, en ansigtsvask og i går, tredje søndag i advent, fik han så en oplevelse. Det hitter som regel altid. Jeg havde på Downtown købt et værdibevis til os hver på ét styks bugnende julekagebord på Sophiendal Gods uden drikkevarer, som blev solgt ved siden af (stod der i dealen). Fair’n’square og afsted med os. Jeg havde godt hørt en masse skidt om oplevelsen, men glædede mig nu alligevel til at se godset og en masse lækker juleknas. Vi blev dog noget så skuffede.

Julekagebord Sophiendal

Forvirring fra starten

Allerede da jeg skulle booke et bord til os (som der stod i dealen var påkrævet) var forvirringen total. Jeg havde sendt en mail til den angivne adresse med min booking, men fik aldrig en bekræftelse. Da jeg ville være så ked af at gå forgæves, ringede jeg efter nogle dage for at tjekke op. Vedkommende, som jeg fik i røret hos Sophiendal Gods blev noget forbløffet og irriteret over, at jeg ønskede en bekræftelse, og nægtede at det kunne lade sig gøre. For som hun sagde, “vi har simpelthen så travlt.”. Efter en meget lang samtale fik jeg dog fat på en anden medarbejder, som forsikrede mig, at der ville komme en mail med bekræftelsen. Det gjorde der så – ingen problem. Bordet var booket (troede vi, da det var det der stod).

Da vi ankom til godset, som ligger ved Veng tæt ved Skanderborg var p-pladsen og baggården helt proppet, og vi parkerede tæt ved skoven i stedet, og gik tilbage til godset. Der er pænt i det område, så det var fint. Det vrimlede med mennesker ude og inde, og da der ingen skiltning var til, hvor julekagebordet var, gik vi mod receptionen – det kunne da ikke gå helt galt. Køen var lang, og stemningen enormt presset og negativ. “Herligt” tænkte vi. Vi kom frem, viste vores beviser og da han spurgte, om vi havde booket bord, kunne vi stolte sige: “Jeps, til kl. 14.00!”. Med den information var hans svar, at vi skulle gå ned i den anden ende af godset til vinkælderen, så ville vores bord være der. All right. Os afsted igen, og ned til vinkælderen. Køen her var dobbelt så lang og ud af højttalerne brølede en technoversion af Santa Claus is coming to town imens folk vrissede og var trætte af, at der ikke var plads og borde nok. Lækkert. Vi stod og kiggede på drikke-kortet imens vi ventede og noterede os priserne. Damen, som tog imod beviser og drikkevarer bestillinger sagde højt til hver kunde: “Der er te og kaffe med i prisen”. Super, det tager vi. Overvejede ellers en varm kakao med skum.

Vi kom frem til damen bag skranken da vi lige akkurat havde nok hørelse tilbage til at få vores bord anvist. Hun ledte og ledte på en lang ikke-alfabetisk seddel og fandt mit navn. “Der er desværre ingen borde hernede, men prøv oppe ved receptionen.” (Her var jeg ved at brænde sammen. Er generelt ikke så god til sådan noget logistisk uprofessionalisme.)
Vi forsøgte og ellers med et “jamen vi har jo bestilt et bord til kl. 14.00…?”  Men der var intet at gøre. Afsted det gik (her med eder og brok fra min side. I know, men kan ikke have sådan noget…) Vi fik møvet os forbi herren, som sendte os i kælderen og fandt et bord midt i lokalet og satte os. For at komme ind i selve lokalet skulle man forbi de to, små borde med mad, hvilket virkede helt tosset.

Julekagebord Sophiendal

Er det bare det?

Vi ventede et stykke tid med at gå op til bordene, da der var lang kø begge steder. Der manglede kander med kaffe, the og kakao (!?) og der var ikke flere æbleskiver. Vi observerede længe dette kaos og alt imens folk manglede bestik og mad, stod der en tjener og spiste en bolle midt i restauranten helt upåvirket af, hvad der foregik omkring ham. En smule, hyggeligt musik ville have opblødet stemningen tror jeg, men der var helt stille på den front, så folk hævede stemmerne for at kunne høre hinanden. Af ren nysgerrighed spurgte jeg en af tjenerne om, hvad forskellen på kakaoen i termokanderne og den man kunne betale 40,- for var. “Der er ingen forskel.” sagde han så og gik igen. Halleluja for ikke at have bestilt sådan en, når man nu kunne tage frit for sig af pulverkakao i termokande og flødeskum. Æbleskiverne var ikke særlig varme, og til de små boller kunne man vælge smør eller spegepølse. Fair nok, de lover heller ikke mere i selve dealen, så det er sådan set OK. Der var for mig at se kun én julekage; en tør kringle med creme, som ikke smagte særligt godt. Og dertil var der lidt købte brunkager og pebernødder. Alt i alt et meget beskedent og kedeligt julebord, der i hvert fald ikke var bugnende eller noget der minder om. Vi havde givet 60,- pr. næse, og vi var skuffede, så jeg kan kun forestille sig hvor skuffet man ville være, hvis man havde spenderet 120,- pr. næse i stedet – jeg havde krævet pengene tilbage, hvis det var mig.
Selve godset derimod var pyntet flottere end noget andet jeg nogensinde har set (det skulle da lige være Macy’s juleafdeling i San Francisco) og det var en fin oplevelse at gå på opdagelse i værelser og afkroge af godset. Hvad får Sophiendal så af point for dette arrangement? Nul, zero, nada – intet.

Sophiendal Gods