Brunch på Varna Palæet

Vi skal jo holde vores bryllupfest på Varna Palæet i Århus, og det glæder vi os usigeligt meget til. Vi har kigget på menuer, og været derude til bryllupskagesmagning, samt gået forbi et par gange bare lige for at kigge på det smukke sted. For smukt, det er det altså. De har et koncept de kalder “Varna Brunch”, som vi har luret lidt på, og som flere har fortalt skulle være sublimt. Vi havde også hørt, at mange delte den opfattelse, og at man derfor skulle være ude i god tid. Vi bestilte derfor for længe siden et bord her til 1. februar og tog derud til kl. 10.30. Jeg er lidt en yogurt-müsli-hvidt-brød-med-nutella-brunch-type og er derfor altid lidt skeptisk ved at smide penge for en buffet, hvor jeg ikke spiser halvdelen. Dette blev dog gjort til skamme.

Varna Brunch

Hele herligheden kostede 295,- pr voksne næse, og inkluderet var appelsin juice, æble juice, vand og kaffe ad libitum. Brunch buffeten havde et væld af brød, herunder palæo rugbrød, mørkt rugbrød, rundstykker, knækbrød og croissanter hvorpå man kunne smøre marmelader, oste og tage pålæg på. Mums! Særligt fan var jeg dog af deres Thise Skyr med müsli og frugtpuré – det smagte SÅ godt. Også deres oksecarpaccio med parmesan var skøn. Jeg fik smagt lidt af det hele, dog lod jeg Niels om diverse oste, som han var ret vild med.

Varna Brunch

Tjek det lige ud, er det ikke smukt?
Af kager var der brownies (de runde) og krydderkage med topping. Det er så gennemført til mindste detalje, hvordan de pynter noget så simpelt som et stykke krydderkage. Jeg synes at prisen var super fin, når man tænker på, at man hurtigt kommer til at betale 45,- for et glas juice på en café, og så er det ikke engang refill. Vi havde en rigtig dejlig oplevelse på Varna i dag, i skønne omgivelser og personalet var også så søde. Vi glæder os allerede til næste gang, og selvfølgelig også til vi rammer september, og vi skal holde vores helt egen særlige fest derude. Stor anbefaling her fra!