Gasolin Teaterkoncert

“This is my life”, “Kvinde min”, og “Rabalderstræde” var alle hits, som var med i Gasolin Teaterkoncert, som jeg så sammen med familien på Aarhus Teater torsdag d. 29. januar. Vi fik billetterne i julegave af min lillebror og hans kæreste, så vi har haft lang tid til at glæde os, og spekulere på, hvordan sådan en omgang mon løber af stablen. Jeg vidste helt ærligt ikke, hvad jeg kunne forvente, at Cederholm og Bjerkø havde klar til os; et skuespil skrevet over sangene eller hvad….? Vi blev klogere.

Gasolin teaterkoncert

Foto: Isak Hoffmeyer

Som BT også bemærker i en artikel, skal man godt ind i showet før det tager fat. I starten var jeg meget skeptisk, og fattede ikke helt hvad der foregik. Det var mere underligt, end det var fedt.  Det vendte dog hurtigt, og jeg må sige, at brikkerne faldt på plads for mig. Brugen af lys og udnyttelsen af scenen var rigtig god med metal rør på siderne, der kunne bruges til at sidde og kravle på og huller i gulv og loft, hvor folk kom igennem fra i tide og utide. Skuespillerne havde sorte stykker tøj på, og udtrykte alle noget forskelligt – også med deres mimik med både ansigt og krop. Selv når de ikke var “på” var de i høj grad på. Der var ingen replikker, og alt foregik igennem fortolkningen af Gasolins folkekære sange – nogle fortolkninger heldigere end andre. Personligt var jeg vild med “This is my life” som var tilført en god portion vrede/frustration samt en tyk irsk accent. Det var fantastisk! Sommetider er det godt at komme ud og opleve noget, som man ikke nødvendigvis havde valgt selv. Jeg synes i hvert fald, at det var en spændende oplevelse og fed opsætning.