Sarah Bernhardt med After Eight på kransekagebund…
Jeg har lavet en rigtig lille lækkerbisken her til aften; en skøn lille kage. Det blev til en Sarah Bernhardt med After Eight på kransekagebund. Mums.
Selve chokoladencremen er FANTASTISK med et strejf af pebermynte og After Eight. I skal naturligvis have opskriften.
Opskrift til 10 stk
400 g marcipan
80 g sukker
80 g flormelis
3,5 æggehvide
2 spsk mandelmel
- Bland alle ingredienserne sammen enten med røremaskine eller med hænderne.
- Fyld massen på en sprøjtepose og lav små, runde bunde. (Ca. Ø4cm)
- Bag i 7 min ved 200 grader varmluft. (Psst. hold øje med dem, da de pludselig er færdige)
- Lad køle af på en rist.
2½ dl fløde
100 g mørk chokolade
9 stk After Eight firkanter
Lidt pebermynte ekstrakt
- Hak chokoladen fint og kom i en skål.
- Varm fløden op og hæld over chokoladen. Pisk det grundigt sammen, så al chokoladen er smeltet i fløden. Smag til med pebermynte ekstrakt.
- Sæt i køleskabet i et par timer.
- Pisk cremen op med en håndmixer i få sekunder. Hak After Eight chokoladen og pisk med i cremen.
- Fyld med en ske creme på bundene og sæt på køl igen imens du forbereder chokoladen til overtræk.
- Anvend 100 g chokolade pr. 10 stk. kager. Smelt over vandbad og pensl på kagerne.
- Drys lidt hvid chokolade eller andet på som pynt.
Kagerne fik 5 ud af 5 stjerner fra både lillebror Jeppe og kæreste Niels – juhu! 😉
Glem ikke at deltage i den herlige Giveaway om et valgfrit hårprodukt! Deltag her.
After Eight chokoladen til dette indlæg er sponsoreret af Nestlé. Tusind tak <3
Jeg laver mine opskrifter selv, medmindre andet er angivet, så hvis du anvender dem på din blog vil jeg blive glad for et link 🙂