Peberkage-cupcakes med cheesecream frosting, karamel og brændte mandler…

Jeg har længe haft kig på denne slags cupcake, og nu fik jeg endelig en anledning til at lave den. Jeg har valgt at lave en ordentlig spandfuld cupcakes til de hjemløses jul her i Århus, og denne cupcake er altså en del af mit bidrag.
Her kommer opskriften på hhv. kagen, cheesecream frosting og karamel samt brændte mandler. Here we go

(Husk, at du stadig kan nå at deltage i min Giveaway lige her)


Har fundet selve kageopskriften og idéen hos Sweet and Simple her.

12 stk cupcakes 


250 g blødt smør

180 g sukker

40 g brun farin

1 tsk vanilje
250 g mel
1 tsk kanel

1 tsk nelliker
1 tsk ingefær

1 tsk bagepulver

4 æg

Lidt mælk 

  • Tænd oven på 180 grader (ikke varmluft). 
  • Pisk smør og sukker til en luftig masse og bland farinen i. Tilsæt æggene et efter et.
  • Bland de tørre ingredienser i en skål og kom i. 
  • Hæld lidt mælk i til sidst, for at få en jævn dej.
  • Fordel i dine cupcake cases og bag i ca. 17 minutter.
    (Du skal kunne stikke en tandstik i kagerne, der kommer op uden dej på)

Cheesecream frosting


200 g philadelphia
50 g blødt smør
Flormelis

  • Undgå smørklumper i massen ved at anvende philadelphia og smør ved samme rumtemperatur. 
  • Mix det hele og kom det flormelis i du synes der giver den smag du kan lide 🙂 
  • Jeg har brugt tyllen fra Wilton der har nr. 6B.

Karamel

100 g sukker
1 spsk vand
1 del fløde

  • Varm sukker og vand op i en gryde ved maks varme til det bliver brunt.
  • Først bliver det hvidt, så pulver agtigt og så smelter det igen og bliver brunt. 
  • Når sukker og vand bliver til en brun og glat masse tages den af varmen og fløden hældes i under kraftig piskning til en jævn karamel. 


Brændte mandler 

100 g mandler
100 g sukker
1 dl vand

  • Varm sukker, vand og mandler op på panden til det karameliserer og bliver til en brun masse. Skru ned for varmen og vent på, at sukkeret klumper og bliver ru at se på. Skru op for varmen igen til mandlerne får en blank, men ru overflade.
  • Hæld dem på et stykke bagepapir og køl af. 

GOD BAGELYST!