Den bedste jordbær/rabarbertærte…

Hej!

Så fik jeg tid til at lave et indlæg omkring den lækre jordbær/rabarber tærte, jeg bagte i går.
Idéen stammer tilbage fra Yoder’s i Sarasota, hvor jeg fik den mest fantastiske jordbær/rabarber tærte. Den er i en klasse for sig selv, men jeg har da forsøgt at lave noget, der smager lidt derhen af 😉


Det blev til lidt late night baking i går og hygge til sent med lækker tærte og te. Mums!
Her kommer opskriften..

Jordbær/rabarbertærte (1 tærtefad)

Tærtedej:

150 g bagemagarine
2 æggeblommer
17 g steviasukker eller 125 g alm sukker
240 g hvedemel
En sjat vand til at samle dejen, hvis den er for tør

  • Bland alle ingredienserne sammen til en blød dej og sæt den køligt.

Jordbær/rabarber kompot:

250 g rabarber
150 g jordbær
50 g sukker
1 tsk nonoxal
Lidt maizena og lidt vand
Kværnet vanilje (Dr. Oetker)

Fyld:

2 æggehvider
75 g makroner
Lidt revet marcipan

  • Snit jordbær og rabarber i små stykker (1½ cm x 1½cm)
  • Kom frugt, sukker, lidt vand (3 spsk) og nonoxal i en gryde og varm op til det koger godt sammen, uden at blive en grød.
  • Lav en tyk maizena blanding med ca. 2 spsk maizena og lidt vand for at gøre kompotten tykkere og mere cremet i tærten.
  • Tag den af varmen, når den har den rette konsistens.

  • Varm ovnen op til 200 grader (ikke varmluft).
  • Fordel dejen i tærtefadet og forbag i ca. 10 min. Hold øje med den. Den skal blot have fået en overflade, men ikke være gennembagt.
  • Pisk æggehviderne stive og knus makronerne ned i.
  • Fordel æggehvidemassen på tærtebunden, riv lidt marcipan hen over og fordel frugtkompotten i tærten.
  • Bag i yderligere 15 min. Tag tærten ud, når kanterne er gyldne.


Lad tærten køle lidt af og server med fromage frais, flødeskum eller creme fraiche og en god kop te! 🙂