Hjemmelavede træstammer..

Så er der nyt til de kageglade..

Jeg har først for nyligt fået øjnene op for, hvor lækre træstammer egentlig er. Trøffelmasse med marcipan – win win!
Derfor satte jeg mig for, at jeg selvfølgelig skulle lave mine egne.
Jeg søgte nettet tyndt og læste et hav af opskrifter, før jeg fandt min egen gyldne middelvej.
Den deler jeg med jer her 🙂


Opskrift til ca. 6 store træstammer
(Foretrækker man mindre kager, bliver der til flere)

200 g kage (Jeg tog nogle vaniljemuffins op af fryseren)
50 g marcipan
50 g god mørk chokolade (70%) SMELTES
1 spsk kakaopulver
1 spsk hindbærmarmelade
1 spsk romessens 

Marcipanovertræk og dyp
100 g marcipan
15 g glukosesirup
50 g flormelis
50 g mørk chokolade

  • Brug en stavblender (eller alm. blender) til at smuldre kagen med.
  • Blend marcipan, kakaopulver, hindbærmarmelade og romessens i en anden skål.
  • Tilsæt den smeltede chokolade samt kageresterne og ælt det hele sammen.
  • Snyde-smag på massen og se om du vil have mere romessens i.
  • Sæt massen på køl og lav marcipanovertrækket.
  • Ælt marcipan, glukosesirup og flormelis til en jævn masse. 
  • Sæt til side og tag trøffelmassen ud igen.
  • Rul små pølser ud af massen lidt af gangen og rul det marcipan ud, som skal bruges til at komme hele vejen rundt om kagen. (Jeg lavede to kager af gangen)
  • Inden du ruller marcipanen ud, så kom lidt flormelis på bordet. 
  • Skær kagerne ud i små træstammer, når du har rullet marcipanen omkring.
  • Smid kagerne på køl imens du smelter chokoladen over vandbad, som skal på enderne af kagerne.
  • Dyb træstammernes ender i chokoladen og læg dem på noget bagepapir inde i køleskabet. 

Velbekomme!