1# London – Fly, hotel og transport..

Kære rejseglade..

Da jeg og kæresten besluttede at smutte til London en tur, startede vores tur i junglen af hoteller, flybiletter osv.
Jeg manglede virkelig en guide med nogle tips til disse valg fra en, som havde været der selv og som jeg kunne regne med, kom med en ærlig mening 🙂
Derfor kommer der nogle indlæg omkring selve rejsen, shopping, hvad man skal opleve osv. 
Håber det kan bruges til noget 🙂

Fly
Vi rejste tur/retur for ca. 500,- pr. person med Ryanair. 
Vi fløj ud fra Aarhus Lufthavn til Stansted og hjem fra Stansted til Billund.
Turen tager ca. 1 time og 15 minutter.
Find billige billetter med Ryanair her.
Man må have 1 stk håndbaggage med med 10 kg i, hvilket var rigeligt for os. Bare husk, at man kun må have én gennemsigtig pose med væsker under 100 ml med. 
Husk også at checke ind online på Ryanairs hjemmeside inden afrejse.

Transport fra lufthavnen 
Stansted ligger uden for selve London, og flere har sagt, at det er besværligt at det ikke er tættere på. Dette oplevede vi imidlertid ikke som et problem, da vi blot købte togbilletter i flyet til reduceret pris og hoppede på Stansted Express, som man kommer let til ved at gå i 5 minutter efter at være kommet ud af baggage claim i Stansted. 
Herefter tager det 47 min med et rigtig fint tog, og så er man ved Liverpool Street Station, hvorfra man kan tage The Tube (metroen) videre til en station tæt på ens hotel.
Læs mere om Stansted Express her.
Man sparer nogle pund ved at købe billetten ombord på flyet. 

Hotellet
Oh Jeez.. Dette var det sværeste af det hele, i og med at der er SÅ mange hoteller. Vi brugte Tripadvisor og Hotels.com meget i vores søgen, og valget faldt i sidste ende på The Belvedere. 
Find Belvedere hotel på Hotels.com her og på TripAdvisor her.
Hotellet lå 1½ minut fra Paddington Station, hvorfra man let kan komme videre rundt i byen. Herlig lokation.
Vi gav 1500,- for os begge to inkl morgenmad. Morgenmaden var traditionel engelsk med bacon, æg og en pølse samt beans. Dertil var der tynde toastskiver med jam.
Værelserne er små, men rene og pæne. Det er perfekt til en storbyferie, hvor man alligevel ikke er på værelset.
Min anmeldelse af hotellet kommer snart på TripAdvisor.

Transport i London
Vi brugte kun The Tube mens vi var der.
Vi købte One Day Travelcards til ca. 7,30 £ pr. styk for 1-2 zoner. Det er rigeligt til indre by, og det koster kun ca. 1£ ekstra for at få zone 3 og 4 med også. Det brugte vi dog kun én enkelt gang. 
Man køber sit Travelcard i billetlugen på alle stationer eller i automaten. Vi brugte kun billetlugen, da vi ikke ønskede at skabe kø ved automaten 😉 
Man kan også tage bussen, men det tager garanteret længere tid, da trafikken er tæt i hele byen. 
Find priser for metroen her.

Spørg endelig, hvis der er noget I vil vide 🙂